Sydhavn Genbrugscenter, Åbenskole, København
Hvor kommer materialerne fra og hvor er de på vej hen.
Turen til Testlaboratoriet på Sydhavns Genbrugscenter vil engagere eleverne i leg og forståelse for ressource-forløb og miljø og give mulighed for at udforske hvordan tingene hænger sammen. I deres undersøgelser af materialer og ting, finder eleverne ud af hvorfor noget er værdifuldt.
Ud fra opdagelserne på laboratoriet arbejder eleverne i grupper og vælger et specifikt materiale de synes er specielt interessant. Med viden og fantasi fremstiller de skitser, design og modeller, der viser hvordan materialet blev til, hvad det har haft af oplevelser og hvorfor det er havnet på genbrugscenteret.
I samarbejde og ved brug af værktøjer og genbrugsmaterialer, fremstiller hver gruppe et rejsepas og bygger en kuffert, der rummer deres fortællinger i modeller, billeder og ord.
Dagens arbejde veksler mellem dialog, gruppeøvelser og refleksioner i plenum og der er rige muligheder for at arbejde videre med pas, kuffert og indhold hjemme på skolen, sammen med andre elever og fagemner.
Læringsmål: materiale kendskab og bearbejdning, visuelt udtryk af ide og betydning, udtryk og fortolkning af tema i tale, skrift, billede og form.
Karen har erfaring med at undervise elever i både almene og specialgrupper og programmet kan tilpasses elevgruppens behov. Vi snakker om forberedelser og forudsætninger forud for forløbet. Kontakt: kamahans@yahoo.com
Forløbets længde: 4 timer fra 9.30 – 13.30. Okt. 2020 – Juni 2021
Kom i arbejdstøj og med plads til materiale, pas og kuffert.
www.sydhavngenbrugscenter.kk.dk